Jagtlægger: Bestyrelsen

Ræve: Michael & Preben

Master: Kim S.

Assisterende master: Severin

Bagmaster: Bjarne

Den anden lørdag i november – for mange en helt almindelig dag, men ikke for jagtrytterne i Jydsk. Denne dag betyder nemlig, at årets Hubertusjagt skal rides.

Endnu engang har vi været så heldige, traditionen tro, at få fornøjelsen af at ride dette års Hubertusjagt i de dejlige omgivelser ved Bistrup Gods.

Vejret var gråt, men alligevel dejlig mildt – det perfekte vejr, dog manglede der lidt solstråler.

Når man ankommer på dagen, bliver man mødt af spændte og ikke mindst glade ryttere, der er ved at gøre klar til dagens begivenhed. Alle går rundt og hilser på hinanden, og måske får man en lille skarp. Rundt om finder man også vores uundværlige jagthornsblæsere og publikum.

Kl. 10 samles ryttere og heste og bevæger sig ned gennem vognporten, ind til gårdspladsen.

Imens alle liner op, hører man de velkendte lyde af hestehovene på brostenene, klokkerne der ringer, de seje jagthornsblæsere og ikke mindst snakken – folk er klar!

I år var vi 25 equipager, hvoraf 3 var gæster fra Sportsrideklubben. Sikke et dejligt felt! Humøret var højt og alle var klar da jagten blev blæst i gang.

Hurtigt efter første serie er redet, bliver der bag i feltet råbt: ”STOPPP!” – første rytter må af, mennn heldigvis ikke nogen, der kom til skade – eller jov, måske en såret lommelærke og ejer, der skulle ned og hente sit tabte alkohol. Vi når ikke langt før de ”tilskadekomne” igen må en tur af… Det skal dog siges, at humøret ikke fejlede spor – høj latter og smil spredte sig, inden det gik videre til anden serie.

Efter de sidste spring i tredje serie gik det ned ad Bøgebakken – en bakke, der kan være lidt udfordrende. Her tænker jeg selv: ”bare bliv tilbage”, men når jeg kigger hen på mine medryttere, Hans Jacob og Gerard, så kan jeg jo godt se, at det er helt forkert… Man skal bare sørge for at holde godt fast i ens udstyr, der hænger foran skulderen af hesten, eller skal man nu også det? Mon ikke de sørger for, at gjorden er ordentlig spændt til næste gang😉

Videre det gik til fjerde og sidste serie inden pausen.

En åben og kuperet mark med et par trekantsforhindringer, inden det gik godt ned og så godt op igen, og spring – men sikke et syn på toppen! Alle de skønne publikummer og vores jagthornsblæsere, der blæste os dejligt og fejlfrit gennem serien.

Så var det pausetid.

Her blev de ryttere, der desværre manglede i feltet i dag, sat på heste, således at de ridende kunne spise sandwich og drikke af deres dåser i ro. Som altid var der højt humør, og alle var glade, mens snakken gik mellem de svedige heste.

Pausen synes jeg virkelig viser, hvor gode vi er til at hjælpe hinanden. Hurtigt står publikum klar til at uddele diverse drikkevarer og mad, og hvis der som nævnt, er brug for hjælp til at holde hesten, jamen så står folk klar – det kan altså noget!

Efter pausen blev det tid til femte serie, nemlig de gode faste forhindringer inde i skoven. Her var der bygget nogle nye spring på toppen af bakken, hvilket gav lidt nyt til den fantastiske serie. Jeg synes selv, at der var et godt flow med fart over feltet, hvilket gav nogle sindssygt gode spring – mega fedt!

Sidste serie, hvor ”Dødens gab” befinder sig. Jeg kunne mærke på mig selv, at den gennem jagten sad lidt i mine tanker, men så snart serien gik i gang var det bare afsti afsted. Og der var ingen grund til bekymring, for alle kom fejlfrit over.

Så kom vi, alle fejlfrit og ovenud glade, gennem dette års Hubertusjagt. Nu manglede der kun det obligatoriske opløb. De kvalificerede fik linet op, og afsted det gik – fuld fart mod halerne. Seks ryttere skulle der til, inden vinderhalen blev snuppet af den syvende rytter.

Det var min mor, Gitte E., der fik snuppet dette års rævehale og kunne kalde sig selv hubertusvinder 2025. Endnu engang tillykke med titlen – og så endda for 2. gang – stærkt!

Et tak skal lyde til bestyrelsen, som efter min mening havde lavet en dejlig jagt, men man må selvfølgelig heller ikke glemme at sige tak til alle de dejlige ryttere og publikum, der med deres høje humør og gode heste, hver gang gør jagterne bare det stykke bedre – tak!

Afslutningsvis samlede folk sig i det gamle mølleri til gløgg, snak og æbleskiver – lækkert! Jeg måtte desværre springe over, da jeg under opløbet besluttede mig for at stige af hesten på målstregen, og brække begge skinnebensknogler – dumt, det må man sige. Men jeg ville gerne udnytte muligheden til at sige et kæmpe TAK til alle dem, der hjalp – om det var tæpper eller andet – it doesn’t matter. Men jeg synes det er så fedt, at sammenholdet er som det er – så igen mange tak!

Dagens begivenhed blev afrundet med en gallafest. I år blev den afholdt ved Fru. Larsen i Laurbjerg, der havde sørget for lækker mad.

Til festen blev årets Hubertusvinder fejret af de festglade mennesker. Alle hyggede sig, og der blev danset og holdt fest til langt ud på natten – sådan skal det være!

Tak for i år og på gensyn.
– Lea Eberhard