Telefon:
+4540501706

Postadresse:
Bønderskovvej 8, Als,
DK-9560 Hadsund

Jydsk Jagtrideklub er en rideklub drevet 100% af frivillige kræfter.

Vores webside bruger cookies for at forbedre din oplevelse som besøgende. Et besøg på websiden betyder, at du accepterer brugen af disse i overensstemmelse med gældende regler og politikker for privatliv.

Hindsgavl 25.04.2026

Referat fra jagt 25/4 ved Hindsgavl Slot

Arrangeret af Sportsrideklubben

Inviterede: Jydsk Jagtrideklub, Fyns Jagtrideklub og Storstrøms Jagtrideklub.

 

Årets anden jagt i Jydsk Jagtrideklub, var lige som sidste år, en del af Sportsrideklubbens mini-jagtkampagne på Fyn, hvor de havde inviteret de største jagtrideklubber i Danmark.

Der var mange ryttere repræsenteret fra Sportsrideklubben, flere fra Fyns Jagtrideklub og fra Jydsk Jagtrideklub var vi 17 ryttere (det var dog ikke alle, der bar den gule krave), hvoraf der var 1 gæsterytter.

 

Det var noget blæsende i vejret, men heldigvis var der ok med læ de fleste steder – om ikke andet fik man i hvert fald varmen, hvis ens hest var til den friske side…

Der var måske et sted mellem 60-70 ryttere, som deltog i dagens jagt med start kl. 12.00.

Der blev delt portvin ud, mens alle rytterne skridtede rundt på pladsen foran alle trailerne og hilste på hinanden, og snakken gik lystigt i hvert fald.

Der var 4 jagthornsblæsere til hest, og en enkelt på jorden.

Vi blev budt velkommen, og de mange officials blev præsenteret.

Vi red afsted i 3 felter, alle ført an af 2 ræve, en master og en bagmaster. Vi kunne dele os ud i felterne, som vi lystede, så der var gule kraver repræsenteret i alle 3 felter, men primært i det 3. felt.

I år var der ligeledes et “let øvede og pony” felt samt et ikke springende felt – dvs. de udgjorde bagenden af det 3. springende felt.

Felterne red afsted med omkring 7 minutters mellemrum. Vi startede med en god galop ude på Sletten som opvarmning.

Ruten mindede vist nogenlunde om ruten fra sidste år. Den første serie var ude på Sletten, og også denne gang red vi et stykke langs vandet, hvor hestene lige kunne prøve at dyppe fusserne i vandkanten, så de var lidt forberedt til selve serien ude i vandet.

Pausen foregik samme sted som sidste år ude på Sletten, hvor Jydsk Jagtrideklub var værter for øl og vand til alle rytterne.

Efter pausen gik turen ud mod vandet, hvor der var stillet et par spring op i vandkanten. De var lidt lavere dette år, og vandet stod desværre heller ikke så højt, men det kan jo være ganske svært at være herre over.

De sidste serier sluttede af oppe på Sletten, inden der blev redet tilbage til trailerne.

Nogle af klubbens ryttere havde madpakker med, som de nød, mens andre kørte hjem.

Husk i øvrigt at melde ind til Severin, hvorvidt du har fuldført eller deltaget.

Vi var 3 ryttere fra Jydsk, hvoraf 2 havde påhæng med, som skulle med videre til sen frokost på Milling Hotels i Middelfart.

Det var muligt at opstalde hestene ca. 10 min. væk hjemme hos Jørn Jepsen, den gamle formand i Fyns Jagtrideklub, i enten teltstalde eller på døgnfold.

Tak for et fantastisk arrangement, det var fedt af være en del af sådan et stort arrangement på tværs af klubberne.

Liv Bjerre