Telefon:
+4540501706

Postadresse:
Bordingmark 6,
DK-7441 Bordin

Jydsk Jagtrideklub er en rideklub drevet 100% af frivillige kræfter.

Vores webside bruger cookies for at forbedre din oplevelse som besøgende. Et besøg på websiden betyder, at du accepterer brugen af disse i overensstemmelse med gældende regler og politikker for privatliv.

[mkdf_icon icon_pack=”font_elegant” fe_icon=”icon_phone” size=”mkdf-icon-tiny” custom_size=”16″ type=”normal” icon_animation=”” title_padding=”12″ hover_icon_color=”#f1b847

[mkdf_icon icon_pack=”font_elegant” fe_icon=”icon_clock_alt” size=”mkdf-icon-tiny” custom_size=”16″ type=”normal” icon_animation=”” title_padding=”12″ hover_icon_color=”#f1b847″

Hubertusjagt ved Bidstrup
09.11.2019

“Vi står på skuldrene af dem, der startede Jydsk Jagtrideklub og de medlemmer før os, som har beriget os med erfaringer, som vi drager nytte af i jagtrideklubben i dag”.

Nogenlunde sådan var ordene fra en af Hubertusfestens talere, for nu at starte referatet i omvendt kronologisk orden. I det udsagn ligger der jo en respekt for og kærlighed til det dna, som klubben er dannet af.

Med det in mente kan man ikke finde et mere velvalgt sted for vores Hubertusjagt end Bidstrup Gods. Allerede når man kører op til godset, får man et vue mod hovedbygningerne, alléen og de store gårdspladser som fortæller, at vi her er i et med historie og natur. Og godsejerparret er også meget venligt stemt over for ryttere i al almindelighed og over for os jagtryttere i særdeleshed. Tak for det!

Det er let at komme i den rette Hubertus-stemning. Det sker helt automatisk, når man rider ad alléen op til hovedbygningen til parade, hvor det 7 mand store jagthorn-orkester venter på trappen. Og når master Kim Schewing-Christensen sætter rammerne for de 24 deltagende ryttere og præsenterer dagens program for publikum. Ja, så er den der. 100%.

En klog jagtrytter har sagt, at man ved, at det har været en god jagt, når der bliver snakket og grinet i feltet. Og allerede før vi red ud på ruten, var det kriterie godt på vej til at blive opfyldt.

Et par galopture og så et par stigninger op ad bakke i skoven. Opvarmningen var godt i gang, da min venstre stigbøjle pludselig knækkede. Jeg så i ånden, at det ville være retur til traileren, ingen parade og ingen glæde ved en veloverstået jagt. Men nej, en jagtkammerat foreslog at spænde stigremmen ned og stikke foden i remmen. Selvfølgelig – og afsted igen. I et kækt øjeblik overvejede jeg faktisk at afmontere den anden bøjle, så remmene kunne blive lige lange.

Nu kom repriserne – 4 før pausen og 4 efter. Først de faste forhindringer i skoven – og dernæst den famøse grøft, der i år bestod af 3 A-spring med en oxer med gennemslag, som sidste spring før grøften. Enkelte ryttere skulle have et ekstra forsøg, en rytter fik en udramatisk afsidning og en enkelt ekvipage måtte uden om grøften. Og bagmaster Hans-Jacob Fenger og master kunne gøre status lidt længere fremme i skoven.

En sløjfe tilbage rundt om godset, hvor den ene ræv, Carina Teglgaard, måtte stoppe på grund af en tabt sko. Jens Laursen overtog, så det nu var ham og Bjarne Mørup, der udgjorde rævene.

Nu kom reprisen i skovbrynet, hvor forhindringerne var hævet med A-spring – og med den store kævle som sidste spring i serien. Alle red på, med den ærefrygt, som kævlen kalder på. Alle kom igen godt over – og der blev talt om, at bundforholdene faktisk var ret gode, på trods af den store mængde regn i dagene op til jagten.

Derefter en serie A-spring som var pyntet med bøgegrene og gyvel-afklip, så de faldt i med skoven, og enkelte spring var med gennemslag. Her var der ingen kære mor. Der skulle rides på og ingen vej uden om. Igen kom feltet over uden dramatik. Men hov, i et skarpt sving, gled en hest og snublede, så rytteren faldt af. Air-vesten blev udløst – og rytteren nåede dårligt at ramme jorden, før hun annoncerede, at hun var ok. Et hurtigt lån af vest – og feltet kunne ride videre.

Pause ved et lille skovhus, hvor publikum ankom lidt senere end feltet. Feltet måtte vente et par minutter på den kolde øl og snitten. Mere blev det ikke til og gud ske lov for det. Kun en tåbe frygter ikke en tørstig jagtrytter.

Efter pausen startede vi med en reprise på ”de nye hylder”, som bestod af først en stejl stigning, så 3-4 A-spring, og afsluttende med to skarpe hårnåle-sving.

Anden reprise efter pausen var ”Bøgebakken”, som udgøres af en række faste forhindringer, afsluttende med en stor tripple bar. Umiddelbart efter denne, red vi ned af en meget stejl skrænt.

Nu kom turen til reprisen på 3 ”hylder” i den nu fældede granskov. Under jagtbygningen gav skovbunden og stierne anledning til megen bekymring over rødder og grene, og der skulle bruges både traktorkræfter og gode jagtlæggerkundskaber, så de 9 spring i ”slangegang” kunne blive acceptable at ride på, både op og ned. I år må det have været ekstra se-værdigt for publikum, når feltet slangede sig op ad bakken, fordi der nu er frit udsyn.

Sidste reprise med faste forhindringer, før vi red til opløbet. Men hov, Tessa Pultz måtte for 2. gang ned og inspicere skovbunden på 3. sidste forhindring. Ingen skade sket, omspring for resten af feltet – og sørme om ikke undertegnede var ved at stå på næsen ved næstsidste spring. Men min hest var en kammerat og fik os på ret køl, før jeg nåede at udse mig et godt sted at lande.

Nu til opløbet. Feltet i opløftet stemning. Master Kim kridtede banen op til opløbet. De ryttere, der ikke havde kvalificeret sig, skridtede inden for opløbscirklen.

Bred front og Riiiiiiiid. I guder hvor den fede lerjord blev sendt bagud. Undertegnede er stadig lidt øm over min nye ridejakke, så jeg red godt ud til højre for at undgå de allerværste kaskader. Calle Persson var hurtigst fremme ved første sving og drejede – ikke til venstre, som vi andre gjorde. Nej, han drejede til højre, og det så det ud som om, at han ville demonstrere sine flotte evner på hest. I det ene øjeblik hang han med fødderne øverst på højre side af hesten, og i det næste øjeblik på venstre side. Undertegnede har ikke set den slags akrobatiske øvelser til hest siden jeg så et voltigerings-show i Herning. Resultatet blev det uundgåelige – en, gætter jeg på, ufrivillig afsidning, og hesten fortsatte på egen hånd.

Øjnene tilbage på afviklingen af opløbet. Malene Birk Mortensen fik fat i den venstre rævehale, og i højre side udspillede der sig lidt dramatik. Master Kim fik fat i den højre rævehale, som knækkede – derefter fulgte 2 måske 3 ryttere, som forsøgte at få fat i stumpen, der sad tilbage. Til slut kom en rytter og fik fat i – og holdt godt fat i – stumpen, så den måtte forlade pælen.

Stumpen var “den rigtige” hale, som var blevet en del kortere. Det røde bånd sad på stumpen og derfor blev indehaveren udnævnt til Hubertus-vinder 2019.

En masse lykønskninger fra gode jagtkammerater, montering af roset og Nis Valdemars æresdækken på hesten og retur til godset imellem de 2 ræve, som introducerede Hubertusvinderen for de glæder og pligter, der ligger i forlængelse af jagten ved Hubertusfesten. Men som bekendt bliver der ikke skrevet referat fra festen!

Parade, rytterhilsner og flere lykønskninger til de 2, der fik fat i rævehalerne – og derefter var der glögg og småkager i Møllehuset, mens jagthorn-orkestret og vores egne 3 fantastiske jagthorn-blæsere leverede en festlig afslutning til deltagere og gæster på årets Hubertusjagt.

Her, dagen efter, sidder jeg og nærstuderer Hubertuspokalen med alle de mange indgraverede vindernavne fra 1965 til 2018 og finder også Marie-Louise Christensens navn. Hun blev Hubertusvinder i 1985. Marie-Louise, der nu er fyldt 80, var også til stede som publikum ved dagens jagt. Vi fik en dejlig samtale, mens vi nød et glas glögg. Marie-Louise fortalte små anekdoter fra et langt liv som jagtrytter og fortalte, at hun har deltaget i 41 Hubertusjagter!

Vi står på skuldrene af medlemmerne før os, som på deres egen måde har været medvirkende til, at klubben og dens bestyrelse, år efter år og i stor kærlighed, viderefører den traditionelle Hubertusjagt i Jydsk Jagtrideklub. Af hjertet tak!

Ole Engbo Mikkelsen

Hubertusvinder 2019