Telefon:
+4540501706

Postadresse:
Bønderskovvej 8, Als,
DK-9560 Hadsund

Jydsk Jagtrideklub er en rideklub drevet 100% af frivillige kræfter.

Vores webside bruger cookies for at forbedre din oplevelse som besøgende. Et besøg på websiden betyder, at du accepterer brugen af disse i overensstemmelse med gældende regler og politikker for privatliv.

[mkdf_icon icon_pack=”font_elegant” fe_icon=”icon_phone” size=”mkdf-icon-tiny” custom_size=”16″ type=”normal” icon_animation=”” title_padding=”12″ hover_icon_color=”#f1b847

[mkdf_icon icon_pack=”font_elegant” fe_icon=”icon_clock_alt” size=”mkdf-icon-tiny” custom_size=”16″ type=”normal” icon_animation=”” title_padding=”12″ hover_icon_color=”#f1b847″

Hals 10.05.2025

Hals 10.05.2025

Jagtlægger: Preben Mentz

Ræve: Preben Mentz og Denise Bruus

Master: Calle Persson

Bagmaster: Ulrik Kjærsgaard

 

”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” lyder sangen, men selvom vi var tæt på Limfjorden, var der ikke meget vind at mærke. Det var et smukt forårsvejr, da Calle bød alle 18 ekvipager velkommen, 14 med gule kraver og 4 friske piger gæstede jagten i dag.

 

Preben havde debut som jagtlægger, og han havde lagt sig i selen, for at vi alle fik en fantastisk tur.

 

Første serie var en ”kom godt i gang” med 3 spring, hvor næsten alle kom fint over. Nu var vi varme og havde styr på sommerfuglene i maven. Så kom vi i Trekantskoven, og der gav Preben os sved på panden. En serie på skovsti, hvor alle spring var bygget af stammer, og tempoet var susende. Den var efter min mening rigtig sjov. Nu var de, der ikke var blevet varmet op på den første serie, i hvert fald blevet varme. En kort skridttur, hvor vi krydsede Strandvejen og kom ind i et stykke skov igen. Her var tredje serie bygget af en blanding af jydsk’s spring og stammer. En serie med skarpe sving og fuld fart. Og så blev det pause tid med en lille forfriskning til rytterne. Da vi atter var i gang igen, gik turen ned til Kattegat. Det der skulle have været en rolig galop tur i vandet, blev en lidt hurtigere en af slagsen, hvor Hans Jakob desværre ramte et hestehul, som resulterede i en kolbøtte med hesten. Fortsat jagtridning var ikke en mulighed den dag, så vi fik ringet efter bil og trailer, og Hans Jakob og hest kørte tilbage til Skovshoved. Vi var nogle, som mindede lidt om en knabstrupper efter galoppen i vandet, jeg var blevet pænt plettet. Da vi havde sagt på gensyn til Hans Jakob, krydsede vi igen Strandvejen og fandt den fjerde serie i et nyt skovstykke. Et par spring og så en 180 graders vending og så fik vi flere spring, et par 90 graders sving og vupti, så var der en grøft. Alle kom fint over. Så skridtede vi lidt igen, fik pulsen ned på både hest og rytter, og så kom den femte serie. Og hold da op den var god. Igen havde Preben været kreativ til den store guldmedalje. Jeg tror ikke, han kan tåle at se et væltet træ uden at bruge det til et spring. Sjove udformninger og 2 grøftespring havde også sneget sig ind her. I denne serie var der desværre en af de friske unge piger, som havde en afsidning. Hun blev tilset af en paramediciner, som heldigvis kunne konstatere, at der ikke var sket noget, som krævede ekstra lægebehandling. Så manglede vi sjette og sidste serie. Den var udfordrende, der skulle tungen holdes lige i munden. Jydsk’s spring som vi kender dem, men nogle af springene var gemt godt af træerne, så da de kom frem, skulle der rides. Sidste spring i serien, der havde Preben igen fundet et træ som havde lagt sig, og det afsluttede jagten perfekt.

 

Efter parole skulle hestene vartes. Vi var sat i stævne til frokost kl.13.45, i et maskinhus der var pyntet fint til anledningen, og til duften af frikadeller. Preben og Irene havde lavet kold kartoffelsalat og de lækreste frikadeller. Og der var mere end rigeligt. Da vi havde spist så mange frikadeller, at vi var ved at revne, ja så var der friskbrygget kaffe og kage. En dejlig afslutning på en dag i jagtens tegn. Tak for skøn forplejning til Irene og Preben.

 

Som altid er lattermusklerne blevet rørt, og solen har haft lidt fat i ansigtet. Jeg er så taknemlig for at være en del af Jydsk, det er i sandhed balsam for sjælen at bruge en lørdag i jeres selskab. Tak for jer!

 

Tak for en god jagt, Preben. Jeg ved, du virkelig har haft travlt og har gjort dit ypperste for at vi alle havde en dejlig dag.

 

Mette Brigler